Guide til ringstørrelser og kædelængder
Ringstørrelser
Mange kvinder kender ringstørrelsen på deres ringefinger, men er ikke klar over hvilken størrelse, de skal bruge på fx lillefinger, pegefinger og de yderste fingerled. Nedenfor får du en guide, som du kan bruge til at finde frem til din ringstørrelse*.
Varme og kolde hænder
Din ringstørrelse er lig med omkredsen af din finger målt i millimeter. Det vil sige, at hvis du måler fx 53 mm rundt om fingeren, så er din ringstørrelse på denne finger lig med 53.
Når du måler din ringstørrelse, skal du være opmærksom på, at den vil ændre sig en smule afhængigt af din kropstemperatur og tidspunktet på dagen. Dine ringe vil derved sidde en smule løsere på dine fingre, når du har kolde hænder, og strammere, når du har varme hænder. Du vil få det bedste resultat, hvis du måler dine fingre sidst på dagen og ved normal kropstemperatur. På den måde kan du finde frem til en ringstørrelse, som ikke vil komme til at sidde alt for stramt, når du har varme hænder, men som heller ikke bliver så stor, at den falder af, når du har kolde hænder.
Find din ringstørrelse
Nedenfor finder du nogle forskellige metoder, hvormed du kan finde frem til din ringstørrelse:
- Har du allerede en ring i den rigtige størrelse, kan du måle ringens indvendige diameter med en lineal – eller endnu bedre, med en skydelære. Gang nu den indvendige diameter med 3,14 og resultatet du får, er lig med din ringstørrelse.
Eller
- Tag et stykke papir og klip en tynd stribe (et par millimeter bred). Fold papirstriben rundt om den finger du vil måle og hold den stramt. Du kan evt. bruge et stykke tape til at holde papiret sammen om din finger som en fingerring. Når din ”papirring” passer dig i størrelsen, tager du en blyant og markerer punktet, hvor de to ender mødes. Derefter åbner du din papirring op og måler længden af din papirring, fra enden af papirstriben til dit blyantspunkt, med en lineal. Resultatet i millimeter er din ringstørrelse.
Eller
- Alternativt kan du gå ned til din nærmeste guldsmed og få målt størrelsen på dine fingre med et ringmål. Et sæt ringmål består af et bundt metal- eller plastikringe, i forskellige størrelser. Du finder din ringstørrelse ved at prøve ringene i ringmålet, indtil du har den korrekte størrelse.
Kædelængder
På billedet nedenfor kan du få en idé om, hvor de forskellige kædelængder falder på brystet.
*Bemærk at ovenstående guide til ringstørrelser og kædelængder er vejledende.